Kemiske
egenskaber
Zink er et grundstof med den kemisk betegnelse Zn.
Smeltepunktet er 419°C, kogepunkt er 907°C og
vægtfylden er ca. 7,13.

Zink er et blålig-hvidt, sprødt metal, der ved
opvarmning til 100 - 150 °C bliver blødt og kan valses.
Det findes i naturen i zinkmalme, bl.a. zinkkarbonat
(zinkspat eller ædel galmej), zinksilikat (uædel
galmej) og zinksulfid (zinkblende), især i USA,
Australien, Polen, Canada, Belgien og Frankrig.
Zink har en meget fin holdbarhed i atmosfæren. Først
reagerer zinkoverfladen med dannelse af zinkoxid i
forbindelse med luftens ilt. Ved påvirkning af vand
(regn og fugtighed) dannes zinkhydroxid, som under
påvirkning af luftens kuldioxid forvandles til et tæt
fastbindende og vanduopløseligt lag af basis
zinkkarbonat-patina. Dette beskyttelseslag er årsag til
zinkens høje korrosionsmodstand.
Zinks anvendelse og samlingsmetoder
Metallisk zink holder sig godt i både tør og fugtig
luft og vand og anvendes derfor også som et
beskyttelsesovertræk på bl.a. jern (galvanisering),
samt bruges i stigende omfang som tag og
facadebeklædning i boligbyggeri.
Som handelsvare kan man få forpatinerede zinkplader -
det vil sige zinkplader, der på fabrikken har
gennemgået en speciel ætsningsprocedure, så de
fremstår med en ensartet grå farve fra starten.
De to zinktyper der arbejdes mest med i dag:
- Titanzink - hvor tilsætning af legeringsstoffet
er titan.
- Zink titan/kobber legeret. Tilsætningen af
kobber gør zinken mere smidig og modstandsdygtig
over for korrosion.
Zink er et let materiale at arbejde med. Det kan
formes og bukkes næsten som man vil, under forudsætning
af at man overholder nogle få grundlæggende regler.
Når disse regler er overholdt, garanterer
zinkfabrikanterne i visse tilfælde en holdbarhed på op
til 100 år.
Lodning af zink
Den mest almindelige samlingsmetode for runde rør
udført i zink er blødlodning. Der anvendes loddekolber
af kobber, som må være helt rene og have den rigtige
form for at kunne udføre gode lodninger. Overhedede
loddekolber tæres kraftigt, og såvel fortinningen på
kolbens pen som loddetinnet på selve loddestedet
oxideres, bl. a. af den grund bliver lodningen på
zinkpladen grynet, endvidere vil en overhedet loddekolbe
let kunne brænde hul i zinkpladen.
Falsede samlinger
Ved tag- og facadebeklædning anvendes normalt falsede
samlinger: stående dobbeltfals og enkelte eller dobbelt
tværfals, hvilke er samlingsmetoder som alle er
vandtætte ved overholdelse af normer for monteringen.
 
|