Baggrund
Det
har flere gange været fremsat ønsker om, at strukturere undervisningen
i arbejdsmiljø i vvs-uddannelsen, ligesom der har været
et udtalt behov for udvikling af læremidler og
alternative metoder til brug i undervisningen inden for
arbejdsmiljø. Projektets primære mål var at udvikle
edb-baserede undervisningsmaterialer (spil) til brug
inden for arbejdsmiljøundervisningen, men rapporten
omhandler også andre tiltag på arbejdsmiljøområdet,
der er udviklet parallelt hermed.
Uddannelsesbekendtgørelsen
- godkendt december 1996
Arbejdsmiljøemner er væsentligt opprioriteret i den nye
vvs-uddannelsesbekendtgørelse. I 2. og 3. skoleperiode i
vvs-uddannelsen gennemføres grundfaget: Arbejdsmiljø,
og i 4., 5. og 6. skoleperiode gennemføres et
specialefag: Sikkerhed og arbejdsmiljø.
Undervisningsvejledninger for skoleperioderne
i alle specialer - afsluttet december 1996
Ethvert undervisningsforløb indeholder elementer af stof
om relevant arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø er en meget
synlig del af skoleundervisningen i VVS-uddannelsen.
Undervisningen inden for arbejdsmiljø gennemføres
integreret i helhedsorienterede forløb. I vejledningerne
er der lagt op til, at der anvendes afvekslende
undervisningsmetoder, fra lærerstyret dialogundervisning
over små projekter og cases til udarbejdelse af større
selvstændige projektopgaver.
En lærebog om arbejdsmiljø i VVS-uddannelsen
- afsluttet maj 1997
Bogen er udarbejdet i et tæt samarbejde med El og VVS
Branche-BST og omfatter VVS-relevante emner inden for
arbejdsmiljø opdelt i følgende struktur:
- Arbejdsmiljø generelt
- Arbejdsmiljø på byggepladsen
- Tekniske hjælpemidler
- Stoffer og materialer
- Arbejdets udførelse
- Arbejdstid og hviletid
Edb-spil og rapport - afsluttet marts 1997
De edb-baserede undervisningsmaterialer har karakter af
spil om arbejdsmiljøemner med henblik på at fremme
motivationen og for at eleverne får interesse for at
fordybe sig i stoffet. Elevernes arbejde med stoffet
foregår i en kombination mellem arbejdsmiljøbogen og
edb-spillene. Det gælder om at "vinde/svare
rigtigt" i spillene - og svarene findes i bogen.
Der er udviklet edb-spil inden for følgende
kategorier:
- Personlige værnemidler
- Gassvejsning og flammeskæring
- Fjernvarmearbejde
- Arbejde i højder
- Byggepladsindretning
- Svejsning og lodning
- Asbest og fibre
- Arbejdspladsvurdering
Projektet er gennemført i et samarbejde mellem
Gladsaxe Tekniske Skole, El og VVS Branche-BST og
VVS-branchens Uddannelsesnævn. Undervisningsministeriet
har bidraget med økonomisk støtte til udviklingen af de
omtalte edb-spil og udarbejdelsen af rapporten.
|