Indledning

Brændselsceller er en slags evighedsbatterier. Lige som almindelige batterier omdanner de kemisk energi til elektrisk energi. De gør det uden at støje, og uden at lede giftige gasser ud i atmosfæren. Men i modsætning til almindelige batterier, skal brændselsceller ikke lades op. Så længe man blæser brint og ilt til brændselscellen bliver den ved med at producere energi.

I 1780'erne
Det første spæde skridt mod brændselscellen blev taget af en italiener, der ville vide, hvorfor frøer hopper. Luigi Galvani var professor på universitetet i Bologna og i 1780'erne undersøgte han hvorfor frølår trak sig sammen, hvis de blev hængt op mellem to forskellige metaller. Galvani troede, at han havde opdaget, at frøer var elektriske, men en anden italiener beviste, at han tog fejl.

År 1839
I året 1839 gjorde den engelske fysiker Sir William Grove en bemærkelsesværdig opdagelse. Han havde elektrolyseret tynd svovlsyre mellem nogle platin-elektroder med det velkendte resultat at vandet blev spaltet.

Ilt boblede op ved den positive elektrode og brint boblede op ved den negative elektrode. Da Grove slukkede sin strømkilde, opdagede han at processen også kunne løbe den anden vej. Den smule ilt og brint, som sad tilbage på elektroderne, kunne faktisk producere en svag elektrisk strøm. Det var brændselscellen, William Grove opdagede. Han opnåede stor berømmelse for sin opdagelse, men der skulle gå mange år, før nogen begyndte at udvikle brændselsceller til produktion af elektricitet.

År 1895
I 1895, lykkedes det W. W. Jacques at lave et system af brændselsceller, som kunne levere energi af en rimelig størrelse.

Jacques sammenkoblede 100 brændselsceller. De bestod af en jernelektrode og en kulanode, placeret i smeltet kaliumhydroxid ved 450°C. Der blev blæst atmosfærisk luft ned omkring jernelektroden. Kulanoden var cellens brændstof, som blev oxideret til karbonat. Brændselscelle-batteriet kunne yde halvanden kilowatt - nok til at holde 25 almindelige pærer lysende.

I 1960'erne
Allerede i 1960'erne blev der udviklet brændselsceller til energiproduktionen på Apollo-rumfartøjerne, som bl.a. bragte mennesker til Månen. På længere ture er de faktisk afhængige af brændselscellens vandproduktion.

En særlig rumudgave af den alkaliske celle anvendes i dag i rumfærgerne. Vægten af en 18 kW-enhed er 120 kg.